I Allāhs navn, Den Nådige, Den Barmhjertige,
Imām al-Bukhārī overleverer i sin Sahīh fra Sayyīdunā ‘Umar ibn al-Khattāb (Allāh være tilfreds med ham), at han hørte Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) sige: »Overdriv ikke i jeres lovprisning af mig ligesom de kristne lovpriste Maryams søn, for jeg er kun en slave. Så, kald mig derfor Allāhs slave og Hans Sendebud« (Sahīh al- Bukhārī, nr.: 3261).
Meningen med denne hadīth er ganske tydelig og simpel, nemlig at man skal undgå overdrivelse, når man lovpriser Allāhs Sendebud (Allāhs evige fred og velsignelser være med ham) ligesom de kristne lovpriste Sayyīdunā ‘Isa (fred være med ham). Alt andet ud over dette er implicit blevet tilladt i denne hadīth.
Derfor, er vi nødt til at se på hvordan de kristne overdrev i deres ærbødighed for Sayyīdunā ‘Isa (fred være med ham). De kristne overdrev i lovprisningen af Sayyidunā ‘Isa (fred være med ham) i sådan en grad, at de anså ham for at være enten en Gud, Guds søn eller Guds partner. Derfor, er det fuldstændig ulovligt og vantro at ophøje Allāhs Sendebuds (Allāhs fred og velsignelser være med ham) status således, at man anser ham for at være en Gud, Guds søn eller Allāhs partner.
Allāh den Ophøjede er En og unik i Sin essens og Sine attributter, som Imam at-Tahawī (Allāh være ham nådig) stadfæster: »Om Allāhs enhed (tawhīd) siger vi – med Allāhs hjælp – at Allāh er En uden partnere« (al-‘Aqīda at-Tahawīyya, s.5).
Den ansete kommentator af Sahīh al-Bukhārī, Imām Hāfiz Ibn Hajar al-‘Asqalānī (Allāh være ham nådig), fastslår i sin redegørelse af denne hadīth, idet han citerer Ibn al-Jawzī:
»Årsagen bag dette forbud (dvs.: imod overdreven lovprisning af Profeten) skyldtes som nævnt i Mu‘ādhs hadīth, at han (Sayyīdunā Mu‘ādh, Allāh være tilfreds med ham) søgte Allāhs Sendebuds (Allāhs fred og velsignelser være med ham) tilladelse til at kaste sig i støvet for ham. Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) forbød dette. Efterfølgende, frygtede Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham), at andre ville overdrive endnu mere, derfor var han hurtig til at forbyde den slags overdrivelse meget eftertrykkeligt. Ibn at-Tīn sagde: »betydningen af ’overdriv ikke i jeres lovprisning af mig’ er, lovpris mig ikke, som de kristne gør det. I sådan en grad, at nogle overdrev og anså ham (Sayyīdunā ‘Isa) for Guds partner. Nogle folk hævdede, at han var Gud selv, hvorimod andre sagde, at han var Guds søn« (Ibn Hajar al-‘Asqalānī, Fath al-Bārī, 12/183-184).
Ovennævnte passage fra en af de største kommentarer til Sahīh al-Bukhārī indikerer tydeligt, at forbuddet gælder imod at tillægge Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) Allāhs rang og status på nogen som helst måde. Han er ikke Gud, ej heller Guds partner eller søn. Han er Allāhs Tjener og Hans elskede Sendebud (evige fred og velsignelser være med ham).
Denne hadīth forbyder på ingen måde megen og umådeholden lovprisning af Allāhs elskede. Vores tilstedeværelse skyldes Allāhs Sendebud. Han er vor mester og vor elskede. Han er den, som vil gå i forbøn for os og han er vores leder. Vi elsker ham højt, mere end noget andet og nogen anden i denne Verden. Derfor, bør vi velsigne og lovprise ham, så meget som muligt. Hvis ikke vi lovpriser Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham), og viser ham ærbødighed, hvem skal vi da lovprise.
Så længe man undgår at betragte Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) som Allāh Den Ophøjedes jævnbyrdige og tilskriver ham guddommelighed, er der absolut intet forkert i at overdrive i kærligheden til ham og lovprisning af ham. Som forfatteren til Qasida al-Burda, Imām al-Busayrī (Allāh være ham nådig) så smukt sagde:
»Forkast hvad de kristne hævder om deres Profet.Og beslut dig så for hvad du ønsker at sige i lovprisning af ham (Allāhs evige fred og velsignelser være med ham).«Og Allāh ved bedst.
[Dansk oversættelse © Noura Akhiat 2005]
- Af Mufti Muhammad ibn Adam al-Kawthari
Imām al-Bukhārī overleverer i sin Sahīh fra Sayyīdunā ‘Umar ibn al-Khattāb (Allāh være tilfreds med ham), at han hørte Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) sige: »Overdriv ikke i jeres lovprisning af mig ligesom de kristne lovpriste Maryams søn, for jeg er kun en slave. Så, kald mig derfor Allāhs slave og Hans Sendebud« (Sahīh al- Bukhārī, nr.: 3261).
Meningen med denne hadīth er ganske tydelig og simpel, nemlig at man skal undgå overdrivelse, når man lovpriser Allāhs Sendebud (Allāhs evige fred og velsignelser være med ham) ligesom de kristne lovpriste Sayyīdunā ‘Isa (fred være med ham). Alt andet ud over dette er implicit blevet tilladt i denne hadīth.
Derfor, er vi nødt til at se på hvordan de kristne overdrev i deres ærbødighed for Sayyīdunā ‘Isa (fred være med ham). De kristne overdrev i lovprisningen af Sayyidunā ‘Isa (fred være med ham) i sådan en grad, at de anså ham for at være enten en Gud, Guds søn eller Guds partner. Derfor, er det fuldstændig ulovligt og vantro at ophøje Allāhs Sendebuds (Allāhs fred og velsignelser være med ham) status således, at man anser ham for at være en Gud, Guds søn eller Allāhs partner.
Allāh den Ophøjede er En og unik i Sin essens og Sine attributter, som Imam at-Tahawī (Allāh være ham nådig) stadfæster: »Om Allāhs enhed (tawhīd) siger vi – med Allāhs hjælp – at Allāh er En uden partnere« (al-‘Aqīda at-Tahawīyya, s.5).
Den ansete kommentator af Sahīh al-Bukhārī, Imām Hāfiz Ibn Hajar al-‘Asqalānī (Allāh være ham nådig), fastslår i sin redegørelse af denne hadīth, idet han citerer Ibn al-Jawzī:
»Årsagen bag dette forbud (dvs.: imod overdreven lovprisning af Profeten) skyldtes som nævnt i Mu‘ādhs hadīth, at han (Sayyīdunā Mu‘ādh, Allāh være tilfreds med ham) søgte Allāhs Sendebuds (Allāhs fred og velsignelser være med ham) tilladelse til at kaste sig i støvet for ham. Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) forbød dette. Efterfølgende, frygtede Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham), at andre ville overdrive endnu mere, derfor var han hurtig til at forbyde den slags overdrivelse meget eftertrykkeligt. Ibn at-Tīn sagde: »betydningen af ’overdriv ikke i jeres lovprisning af mig’ er, lovpris mig ikke, som de kristne gør det. I sådan en grad, at nogle overdrev og anså ham (Sayyīdunā ‘Isa) for Guds partner. Nogle folk hævdede, at han var Gud selv, hvorimod andre sagde, at han var Guds søn« (Ibn Hajar al-‘Asqalānī, Fath al-Bārī, 12/183-184).
Ovennævnte passage fra en af de største kommentarer til Sahīh al-Bukhārī indikerer tydeligt, at forbuddet gælder imod at tillægge Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) Allāhs rang og status på nogen som helst måde. Han er ikke Gud, ej heller Guds partner eller søn. Han er Allāhs Tjener og Hans elskede Sendebud (evige fred og velsignelser være med ham).
Denne hadīth forbyder på ingen måde megen og umådeholden lovprisning af Allāhs elskede. Vores tilstedeværelse skyldes Allāhs Sendebud. Han er vor mester og vor elskede. Han er den, som vil gå i forbøn for os og han er vores leder. Vi elsker ham højt, mere end noget andet og nogen anden i denne Verden. Derfor, bør vi velsigne og lovprise ham, så meget som muligt. Hvis ikke vi lovpriser Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham), og viser ham ærbødighed, hvem skal vi da lovprise.
Så længe man undgår at betragte Allāhs Sendebud (Allāhs fred og velsignelser være med ham) som Allāh Den Ophøjedes jævnbyrdige og tilskriver ham guddommelighed, er der absolut intet forkert i at overdrive i kærligheden til ham og lovprisning af ham. Som forfatteren til Qasida al-Burda, Imām al-Busayrī (Allāh være ham nådig) så smukt sagde:
»Forkast hvad de kristne hævder om deres Profet.Og beslut dig så for hvad du ønsker at sige i lovprisning af ham (Allāhs evige fred og velsignelser være med ham).«Og Allāh ved bedst.
[Dansk oversættelse © Noura Akhiat 2005]
- Af Mufti Muhammad ibn Adam al-Kawthari
